Kursus om den gode bisidder 8. og 15. september

Alle der kunne have lyst til at blive klogere på, hvad det indebærer at være bisidder, inviteres hermed til at deltage i et kursus, Café paraplyen holder med hjælp fra Frivillighed.dk.

Kurset giver grundlæggende viden og relevante redskaber, der klæder nye frivillige på til at blive kompetente bisiddere. Kurset giver en grundig introduktion til lovgivningen og de væsentlige emner og udfordringer, frivillige støder på, når de arbejder som bisiddere: Hvad må man, og hvad må man ikke som bisidder, og hvordan kan man som bisidder sætte grænser – også overfor den borger, man hjælper?

Kurset gennemføres over to onsdage, den 8. og den 15. september begge gange i tidsrummet kl. 15—20 begge gange med gode pauser og med gratis aftensmad.

Kursusholderen er Malene Sønderskov, der har god erfaring med bisidderjobbet og med at formidle det.

Som deltager forpligter man sig ikke til efterfølgende at blive bisidder, men kun til at deltage og blive klogere. Derefter kan man vurdere, om dette frivillige job er noget for en. Tilmelding sker ved henvendelse til knudankeriversen@gmail.com. Vi skal have besked senest den 1. september.